Hybridkrig, trusler og militær oprustning fylder meget i mediebilledet og det politiske landskab. Og det kommer beskyttelse og robusthed over for krig og kriser også til at gøre lige om lidt i byggeriet, mener Bygherreforeningen. Derfor igangsætter foreningen et nyt udviklingsforløb, der skal gøre medlemmerne og andre interesserede klogere på de nye trusselsbilleder samt den lovgivning, der er på vej, blandt andet i forhold til at beskytte kritisk infrastruktur og samfundskritiske institutioner. “Lige om lidt er sikkerhed noget, man skal tage aktivt stilling til i alle projekter,” lyder det fra politisk chef i Bygherreforeningen Jesper Malm.

Truslerne mod Danmark er pludselig kommet tæt på, og på rekordtid skal Danmarks beredskab styrkes markant. Heri ligger det også en ny vigtig opgave for byggeriet. Branchen skal selvfølgelig bidrage med bl.a. kasernebyggeri og opførelse af andre faciliteter. Men det byggede miljø skal også være langt mere resilient overfor forskellige former for anslag.   

Ny viden deles med branchen  

Derfor lancerer Bygherreforeningen et udviklingsforløb, der skal ruste medlemmerne til at håndtere både forventninger og krav til byggeriet i forhold til sikkerhed og trusler mod Danmark. Udviklingsforløbet er designet som en række masterclasses, hvor medlemmerne dykker ned i en række aktuelle emner. Via de forskellige moduler opsamles viden og læring i medlemskredsen, som derefter deles med resten af branchen.  

Nye store krav  

“Det nye fokus på sikkerhed stiller meget store krav til branchen. Der er enormt mange svære spørgsmål, vi som branche skal tage stilling til: Hvordan beskytter vi mest effektivt? Er lovgivningen gearet til det nye trusselsbillede? Og hvordan fastholder vi det langsigtede arbejde med bæredygtighed og omstilling, når vi nu også står over for helt akutte trusler?” siger politisk chef i Bygherreforeningen Jesper Malm.

Han fortsætter:  

“Som branche bliver vi nødt til at tage de diskussioner nu og gøre hinanden klogere på opgaven. Vi håber at vores masterclassforløb kan være med til at kvalificere samtalen og løfte den op på et højere fagligt niveau.”

Indsigt i trusler  

Udviklingsforløbet vil give deltagerne stor indsigt i trusselsbilledet, beredskab og konkrete tekniske løsninger, der kan øge sikkerheden i både nye og eksisterende bygninger. Med seks moduler om alt fra regulatoriske krav til erfaringer fra det ukrainske civilsamfund kommer forløbet vidt omkring. Det er nemlig vigtigt at tænke beredskab bredt, forklarer Jesper Malm:  

“Beredskab handler ikke bare om opførelse af sikkerhedsrum. Med det nye risikobillede skal vi til at tænke beredskab og resiliens meget bredere end det. Tænk bare på de ting, der sker i Ukraine i dag, med angreb på for eksempel kritisk infrastruktur. Men det kan også være andre, mere sofistikerede ting som for eksempel brud på forsyningssikkerheden eller lignende. Derfor bliver sikkerhed noget, vi skal tage stilling til i alle større projekter i fremtiden. Det handler om både at kunne afbøde skader men også at indrette os således at vi kan håndtere kriserne i vores samfund.”

 

Eksperter bidrager  

Bygherreforeningens nye program er udviklet i samarbejde med en af landets førende sikkerhedseksperter, arkitekt og bygherrerådgiver Hans Schevingligesom der er hentet militær og beredskabsmæssig viden ind fra bl.a. Styrelsen for Samfundssikkerhed.   

Bygherreforeningens Masterclass strækker sig over seks moduler, der afholdes mellem oktober 2026 og marts 2027. Emnerne er bl.a.  trusler, risikovurdering og behov for beskyttelse, hvor der er oplæg med militær analytiker og ekspert Claus Mathiasen fra Forsvarsakademiet, der bl.a. er flittigt brugt i diverse TV-indslag. Der er oplæg om strukturer omkring sikkerhed, samarbejde og partnerskaber med oplæg fra Christian Friis, stabschef for NOST-sekretariat (National Operativ Stab) under Styrelsen for Samfundssikkerhed. Desuden vil der være oplæg og videndeling mellem medlemmer og flere andre eksperter og rådgivere. 

 Emnerne for de seks moduler er følgende:  

1. Trusler, risikovurdering og behov for beskyttelse (23. oktober 2026)
2. Regler, krav og fremtidige forventninger til byggeri (13. november 2026)
3. Hybridkrigens indvirkning på samfundet (8. december 2026)
4. Forsikring, finansiering og forventninger til sikkerhed (21. januar 2027)
5. Strukturer omkring sikkerhed, samarbejde og partnerskaber (9. februar 2027)
6. Implementering – fra kravspecifikation til udførelse og drift (12. marts 2027) 

Afgørende med videndeling  

“Vi står over for meget store udfordringer. Byggeriet er en relativt fragmenteret branche. Men erfaringen er, at vi kan opnå overraskende meget, når vi formår at tale sammen og dele viden og erfaringer. Det tror jeg bliver afgørende for, at vi hurtigst muligt omstiller os til det nye risikobillede,” lyder det fra Jesper Malm.

Koster penge at deltage

Det kræver betaling at deltage i udviklingsarbejdet.  

Det forklarer Jesper Malm således:  

“Det er en særlig situation, og vi har som forening ikke ressourcer til at kaste os ind i arbejdet uden medfinansiering fra medlemmerne. Normalt ville vi måske kunne hente ekstern finansiering fra for eksempel fonde til sådanne forløb. Det har ikke været muligt. Derfor forsøger vi os med en crowdfundingmodel, hvor deltagerne får særlig viden, som vi også sammen skal formidle videre efterfølgende.” 

Han understreger, at udviklingsforløbet er åbent også for andre aktører i byggeriet end bygherrerne.