Voldgiftsnævnet
har nu etableret sin egen dokumentportal – VBA Portalen.

Alle
sagstyper kan anlægges gennem VBA Portalen, og alle involverede aktører,
advokater, parter, dommere og skønsmænd, kan uploade og tilgå de af sagens
dokumenter, de er berettiget til at se, ligesom der vil være et overblik over
alle sager, man er tilknyttet.

Fremover
– når en sag
ligger i portalen – skal dokumenter (skrifter og bilag mv.) således ikke som i dag sendes på e-mails, USB-stick
eller parternes egne digitale
løsninger.

VBA
Portalen er en dokumentportal og ikke et sagsbehandlingssystem. Voldgiftsnævnet
sender fortsat e-mails om sagsbehandlingsskridt til parterne i sagen, og
henvendelser til nævnet skal fortsat ske via e-mail. Man skal ikke medsende de
dokumenter, der er uploadet i portalen. Ekstrakt/bilagssamling og
materialesamling i voldgiftssager skal fortsat også indsendes i fysisk form.

Ibrugtagning
af portalen sker gradvist i løbet af 2023 – efter nærmere anvisning fra nævnet.
Der opfordres til, at nye sager anlægges via portalen, og at parterne giver
nævnet besked, hvis eksisterende sager med fordel kunne gøres tilgængelige på
portalen. Hvis eksisterende sager gøres tilgængelige på portalen af nævnet, vil
fremtidige dokumenter skulle uploades på portalen af parterne selv.
  

Man
opretter sig som bruger på VBA
Portalen
ved
brug af e-mailadresse og adgangskode, man selv beslutter.

Spørgsmål
kan rettes til voldgift@voldgift.dk
eller telefonisk på tlf.nr. 33 13 37 00.

Som et led i etableringen af portalen er der vedtaget retningslinjer for digital kommunikation og bilagshåndtering i VBA, jf. nedenfor og under fanebladet VBA Portalen.   

10.01.2023