TBB2025.98 / Sag nr. R-97
Voldgiftsrettens kendelse afsagt den 8. oktober 2024, R-97
1. Indledning
Mellem klageren, totalentreprenør TE A/S, og indklagede, bygherre BH, er der opstået tvist om, hvorvidt klageren er berettiget til indeksregulering af en aftalt entreprisesum i forbindelse med, at klageren i totalentreprise har leveret og monteret altaner på indklagedes ejendom beliggende i ….
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgift 2018 (Forenklet voldgiftsbehandling)« med fhv. landsdommer Ulla Staal som eneste voldgiftsdommer.
2. Påstande og hovedforhandling
TE har nedlagt påstand om, at BH til TE skal betale 669.821,89 kr. med procesrente fra den 22. september 2023, subsidiært fra sagens anlæg.
BH har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb og tidligst med forrentning fra sagens anlæg.
Hovedforhandling har fundet sted den 25. september 2024 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 1620 København V
Under hovedforhandlingen er der afgivet forklaring af V1, V2, V3 og V4.
I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Overordnet sagsfremstilling
I juni 2021 indbød BH-R som bygherrerådgiver på vegne af BH blandt andre TE til at afgive totalentreprisetilbud vedrørende levering og montering af altaner på BH’s ejendom. Af en følgeskrivelse til kravsspecifikationen fremgik bl.a., at »Tilbud skal afgives som fast pris. Den faste pris skal gælde alt, der udføres indenfor 12 måneder fra tilbudsdagen«, og at »Bygherre er en beboerforening og betragtes derfor som forbruger i denne aftalerelation«.
Den 29. juni 2021 afgav TE totalentreprisetilbud på levering og montering af 58 altaner og 28 indbliksskærme til en pris på i alt 5.972.000 kr. ekskl. moms. Den 15. september 2021 indgik BH og TE en af bygherrerådgiveren konciperet
»Totalentrepriseaftale (ABT 18)« om arbejdernes udførelse og om levering og montering af 58 altandøre til en samlet pris på 6.189.500 kr. ekskl. moms eller 7.736.875 kr. inkl. moms, idet det i forlængelse af entreprisesummens opgørelse var angivet: »Entreprisesummen er fast frem til og med afleveringen«. Af entrepriseaftalen fremgik tillige, at der var tale om en accept af TE’s tilbud af 29. juni 2021, at aftalegrundlaget var bl.a. totalentrepriseaftalen, følgeskrivelse til kravsspecifikation og entreprenørens tilbud, og at nævnte dokumenter m.v. gjaldt i den angivne prioritetsrækkefølge i tilfælde af uoverensstemmelse. Den 7. februar 2022 blev der udfærdiget en allonge til totalentrepriseaftalen vedrørende udførelse af ekstraarbejder, og hvorved entreprisesummen blev forhøjet til 6.645.798 kr. ekskl. moms.
TE udførte entreprisearbejderne i tiden fra den 17. august 2022 til afleveringen den 24. februar 2023. TE’s fakturaer til BH i perioden 31. august 2022 til 28. februar 2023 indeholdt alle fortrykt standardtekst: »Bemærk: Beregning af aftalt pris- og indeksregulering kan først finde sted, når de offentlige indekstal er tilgængelige«.
I en mail af 10. november 2022 anmodede bygherrerådgiveren TE om at undersøge, om der var kommet nye tal angående indekseringen, hvortil TE i en mail samme dag svarede, at det var der ikke, men at tallene formentlig ville komme i løbet af måneden. I en mail den 2. december 2022 anførte bygherrerådgiveren over for TE bl.a.:
»I starten af projektet/udførelsen fik vi et print af indeksreguleringen, men jeg har ikke modtaget yderligere endnu.
Jeg har snakket med bygherre og administrator om det og vi har brug for at du fremsender yderligere dokumentation til os.
Vi skal bede om … en skriftlig varsling på den indeksregulering I vil opkræve.
Den skal henvise til hvilken hjemmel/paragraf der varsles på baggrund af samt en detaljeret beskrivelse af jeres grundlag for varslingen.«
I en mail den 8. december 2022 anmodede bygherrerådgiveren TE om at kontakte BH’s administrator vedrørende indekseringen, og i en mail den 12. december 2022 til administrator meddelte TE, at med de senest opdaterede indekstal pr. 15. august 2022 udgjorde acontoreguleringsbeløbet 449.752,89 kr. ekskl. moms svarende til 562.191,11 kr. inkl. moms.
I en mail den 12. april 2023 meddelte BH’s administrator TE, at man efter drøftelse med advokat afviste kravet om indeksering af entreprisesummen, da det af entrepriseaftalen fremgik, at entreprisesummen var fast frem til og med aflevering.
I et brev af 4. juli 2023 fastholdt TE’s advokat over for til BH kravet om indeksering på 562.191,11 kr. inkl. moms. I en mail den 25. august 2023 til BH’s advokat meddelte TE’s advokat, at indekseringskravet rettelig var 669.821,89 kr. inkl. moms.
4. Parternes hovedsynspunkter
TE har anført navnlig, at TE er berettiget til indeksregulering af entreprisesummen efter A BT 18 § 32. I aftaleforholdet mellem BH og TE kan BH ikke betragtes som forbruger når henses til altanprojektets omfang og værdi og til, at BH under projektet var repræsenteret ved såvel professionel bygherrerådgiver som professionel ejendomsadministrator. Der var væsentlig uoverensstemmelse mellem angivelsen i kravspecifikationens følgeskrivelse om, at »Tilbud skal afgives som fast pris. Den faste pris skal gælde alt, der udføres indenfor 12 måneder fra tilbudsdagen«, og totalentrepriseaftalens bestemmelse om, at entreprisesummen var fast til og med aflevering, da det af nævnte angivelse i kravspecifikationens følgeskrivelse fulgte, at entreprisesummen skulle indeksreguleres efter 12 måneder fra tilbudsdagen. TE’s tilbud blev afgivet på baggrund af bl.a. følgeskrivelsen, og det var således en væsentlig og afgørende forudsætning for TE’s tilbudte entreprisesum, at den blev indeksreguleret efter 12 måneder regnet fra tilbudsdagen. Det må have været åbenbart for BH og/eller bygherrerådgiveren, at TE ville have forhøjet den tilbudte entreprisesum med et fastpristillæg, hvis TE på loyal vis var blevet oplyst om, at entreprisesummen alligevel ikke skulle indeksreguleres efter A BT 18 § 32. Ud fra forudsætningssynspunkter og koncipistreglen er TE derfor ikke bundet af totalentrepriseaftalens bestemmelse om, at entreprisesummen er fast til og med afleveringen. Hertil kommer, at det af TE’s fakturaer fremgik, at beregning af aftalt pris- og indeksregulering først kunne finde sted, når de offentlige indekstal var tilgængelige. I mangel på reaktion herpå i forbindelse med de løbende betalinger og ved bygherrerådgiverens forespørgsel til indeksreguleringen har BH således accepteret, at entreprisesummen skulle indeksreguleres efter ABT 18.
TE har ved indeksberegningen benyttet den officielle indeksberegner hos Dansk Industri og har anvendt byggeomkostningsindeks for etageboliger, som offentliggøres kvartalsvis af Danmarks Statistik. TE har foretaget indeksberegning efter udløbet af fastprisperioden på 12 måneder fra tilbudsdagen den 29. juni 2021 frem til afleveringen den 24. februar 2023. Entreprisesummen skulle ikke indeksreguleres og opkræves løbende som foreskrevet i A BT 18 § 32, stk. 2, men derimod opkræves samlet, når alle officielle indekstal var offentliggjort.
BH har anført navnlig, at totalentrepriseaftalen blev indgået mellem BH som forbruger og TE som professionel entreprenør, at aftalen var enkel og overskuelig, og at det i forlængelse af entreprisesummens opgørelse klart og tydeligt var anført, at entreprisesummen var fast til og med afleveringen. Der var således ingen fortolkningstvivl, og koncipistreglen er allerede af denne grund ikke relevant. En mulig urigtig forudsætning hos TE om aftalens indhold kan ikke frigøre TE fra aftalens klare ordlyd, ligesom efterfølgende ageren eller manglende reaktion på fakturaers fortrykte standardtekst om senere beregning af aftalt pris- og indeksregulering heller ikke kan ændre aftalegrundlaget. På det foreliggende grundlag er det i øvrigt ikke muligt at kontrollere rigtigheden af TE’s opgørelse af indekseringsbeløbet, som TE har opgjort i juli 2023 til ca. 562.000 kr. inkl. moms og i august 2023 til ca. 669.000 kr. inkl. moms.
5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
Som erhvervsdrivende og som led i sit erhverv indgik TE en totalentrepriseaftale med BH om levering og montering af altaner på BH’s ejendom. I entrepriseaftalen var i forlængelse af entreprisesummens opgørelse anført:
»Entreprisesummen er fast frem til og med afleveringen«.
Voldgiftsretten finder herefter ikke, at TE har godtgjort et krav på indeksregulering af entreprisesummen for den del af arbejdet, der blev udført efter 12 måneder fra tilbudsdagen, jf. A BT 18 § 32, stk. 2. Det af TE anførte kan ikke føre til et andet resultat.
Voldgiftsretten tager herefter BH’s frifindelsespåstand til følge.
Efter sagens værdi, forløb og udfald forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt.
Thi bestemmes
BH frifindes.
I sagsomkostninger skal TE til BH betale 60.000 kr.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af TE ’ efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.