Som en del af bygherrernes strategiske arbejde med social bæredygtighed, tilbyder Bygherreforeningen nu medlemmer gratis rådgivning i at sikre uddannelse af faglært arbejdskraft på deres byggepladser. De nye krav om at rapportere på social bæredygtighed i forbindelse med bl.a. EU-lovgivningen har nemlig skabt et incitament hos mange bygherrer for også at arbejde med den sociale dimension på måder, der genererer konkret og målbart data, der bl.a. kan bruges i bæredygtighedsrapportering. Tilbuddet løber indtil oktober 2025.
Der bliver uddannet for få faglærte håndværkere i Danmark til at opretholde en levedygtig byggebranche med høj faglighed og et kompetenceniveau, der matcher kompleksiteten af de mange opgaver, der står for døren. Opgaver som fx renovering, transformation og byggeri af energianlæg, der skal være med til at sikre grøn omstilling.
Byggeriet kommer til at mangle faglærte
|
Derfor tilbyder Bygherreforeningen nu som noget nyt gratis rådgivning og hjælp til bygherreorganisationer, der ønsker at skabe lærepladser på deres byggeprojekter som en del af det strategiske arbejde med social bæredygtighed. Tilbuddet går under navnet Bygherrens Lærlingeindsats, og løber frem til oktober 2025.
En del af bygherrens ansvar
De nye krav om at rapportere på social bæredygtighed i forbindelse med EU-lovgivningen, herunder EU-taksonomi og CSRD, har skabet et incitament hos mange af landets bygherrer for også at arbejde med den sociale bæredygtighed på deres byggeprojekter.
Sidste år lancerede Bygherreforeningen derfor også en politik for social bæredygtighed, der skal hjælpe bygherrerne med at identificere områder, hvor de kan arbejde med handlinger, pejlemærker og målsætninger inden for den sociale dimension Her udgør bygherres ansvar for uddannelse af kvalificeret faglært arbejdskraft en væsentlig del.
”Som indkøber af byggeri og anlæg, har man et stort potentiale og en vigtig rolle at spille i forhold til at sikre, at ens byggerier har en positiv indvirkning på det omkringliggende samfund. Med indsatsen omkring uddannelse af faglært arbejdskraft, arbejder man både med den sociale, klimamæssige og økonomiske bæredygtighed på en måde, der genererer konkret og målbart data, der kan bruges i bæredygtighedsrapportering. Vi er glade for nu at kunne tilbyde landets bygherrer rådgivning i en helt konkret måde at arbejde med social bæredygtighed på”, siger Mette Kristensen, senior projektleder i Bygherreforeningen.
”Med indsatsen omkring uddannelse af faglært arbejdskraft, arbejder man både med den sociale, klimamæssige og økonomiske bæredygtighed på en måde, der genererer konkret og målbart data, der kan bruges i bæredygtighedsrapportering.” siger Mette Kristensen, seniorprojektleder i Bygherreforeningen. |
Download Bygherreforeningens Bæredygtighedspolitik
Testet på over 55 byggepladser
Bygherrens Lærlingeindsats er udviklet og løbende justeret i løbet af de sidste fem år i tæt samarbejde med en række forskellige bygherrer og med sparring fra BL og Landsbyggefonden og med støtte fra en række forskellige fonde. Den består af en metode, værktøjer og en procesbeskrivelse, der implementeres i byggeprocessen, og henvender sig både til den enkelte projektleder, byggechef og ledelsen.
”Vi har udviklet en metode og værktøjer, der gør det let for bygherrerne i både ledelse, planlægning og praksis at sikre flere lærlinge. Det er blevet testet på over 55 store byggepladser, og har skabt over 500 lærepladser i den tid, vi har testet det”, fortæller seniorprojektleder Mette Kristensen.
Rådgivningen kan skræddersys til den enkelte organisations behov, og giver en overordnet indføring i metoden fra A-Z i byggeprocessen. Til dem, der allerede er i gang med dele af indsatsen, tilbyder Bygherreforeningen bl.a. at gå i dybden gennem workshops med brugen af værktøjerne, der er blevet udviklet samt hjælp til at forankre indsatsen på et ledelsesniveau. .
Indsatsen er finansieret af Grundejernes Investeringsfond og Boligfonden Kuben og tilbuddet om gratis rådgivning løber indtil oktober 2025.
Læs mere om Bygherrens Lærlingeindsats