Højesteret har med flertalskendelse af 14. november 2025 stadfæstet Østre Landsrets kendelse af 22. marts 2024. Højesteret har dermed statueret, at Bankernes Kontantservice (BKS) havde misbrugt sin dominerende stilling ved i perioden 2014-2016 at have anvendt urimeligt lave priser over for otte detailkunder. Sagen vedrørte alene spørgsmålet om ansvarsgrundlag, som var udskilt til særskilt behandling. Sagen vedrører flere væsentlige og principielle spørgsmål, der får betydning for dominerende virksomheders prissætning fremover.
Højesterets kendelse af 14. november 2025 i sag BS-62063/2024-HJR, Loomis Teknik A/S mod Nokas Værdihåndtering A/S
Baggrund
I 2018 udtog Nokas Værdihåndtering A/S (“Nokas“) stævning imod Loomis Danmark A/S (“Loomis Danmark“) og Bankernes Kontantservice A/S (“BKS“) med to påstande om misbrug af dominerende stilling, hvoraf den ene vedrørte urimeligt lave priser (predatory pricing) i perioden 2014-2016. Det er denne, der nu er afgjort i Højesteret.
I perioden 2014-2016 var Loomis Danmark, Nokas og BKS konkurrenter på værdihåndteringsmarkedet i Danmark, hvor deres serviceydelser bestod i at servicere banker og detailkunder i forhold til afhentning og optælling af kontanter samt levering af byttepenge og valuta. BKS begyndte først i 2014 at afgive tilbud til detailkunder i konkurrence med Nokas og Loomis Danmark, som indtil da havde siddet primært på denne kundegruppe. BKS blev i 2016 solgt til Loomis Danmark og skiftede i den forbindelse navn til Loomis Teknik A/S (“Loomis Teknik“).
Sagen begyndte i Sø- og Handelsretten i 2018, hvor spørgsmålet om ansvarsgrundlag på et tidligt tidspunkt blev udskilt til særskilt og forlods behandling. Sø- og Handelsretten afgjorde med en flertalskendelse sagen til Nokas’ fordel med kendelse af 30. august 2021, hvorved der på dette punkt blev statueret predatory pricing for otte ud af oprindeligt flere detailkunder. Loomis Danmark blev af Sø- og Handelsretten frifundet for moderselskabsansvar, idet BKS’ adfærd havde fundet sted, før Loomis Danmark erhvervede BKS. Sø- og Handelsrettens kendelse blev efterfølgende kæret til Østre Landsret af Loomis Danmark og Loomis Teknik. Østre Landsret afgjorde ligeledes sagen til Nokas’ fordel med kendelse af 22. marts 2024 og stadfæstede dermed Sø- og Handelsrettens kendelse.
Loomis Teknik opnåede herefter Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære predatory pricing-delen af sagen til Højesteret.
Højesterets kendelse
Højesteret skulle tage stilling til særligt to principielle spørgsmål:
- Hvorvidt AKZO-testen er den eneste relevante test til at bedømme, om en dominerende virksomhed har anvendt urimeligt lave priser, eller om der også gælder en generel misbrugstest ved siden af AKZO-testen?
- Havde Østre Landsret anvendt AKZO-testen korrekt med en selvstændig og tilstrækkelig prøvelse af, om BKS’ priser over for de otte detailkunder var sat som led i en plan om at eliminere en konkurrent?
Spørgsmålene var principielle, fordi det skulle afklares, (i) hvorvidt EU-Domstolens dom af 27. marts 2012 i sag C-209/10, Post Danmark I, ændrer ved predatory pricing-testen efter AKZO som ledende dom på området, og (ii) hvilke beviskrav der skal opfyldes for at godtgøre, at prissætningen var sat som led i en plan om at eliminere en konkurrent eller på anden vis kunne være egnet til at fortrænge en lige så effektiv konkurrent.
Undervejs i sagskomplekset var der opnået enighed imellem parterne om, at BKS på tidspunktet havde en dominerende stilling på markedet, og efter gennemførelse af et syn og skøn også at BKS’ priser over for de otte detailkunder i alle tilfælde havde ligget over BKS’ gennemsnitlige variable omkostninger (“AVC“), men under BKS’ gennemsnitlige totale omkostninger (“ATC“).
Højesterets kendelse blev afsagt med dissens:
- Flertallet (4) fandt, at BKS’ adfærd var egnet til at fortrænge en lige så effektiv konkurrent og dermed skade konkurrencen på værdihåndteringsmarkedet, uanset at Nokas ubestridt var mindst lige så effektive. Det var begrundet i, at Højesteret fandt, at (i) BKS havde prissat i spændet mellem AVC og ATC overfor de otte detailkunder, (ii) BKS havde haft en dominerende stilling på værdihåndteringsmarkedet i kraft af et sikkert og stort marked hos sine ejere, bankerne, og (iii) BKS systematisk og i en længere periode (2014-2016) bød ind med priser væsentligt under ATC over for meget væsentlige kunder i detailbranchen. Højesterets flertal fandt, at det var uden betydning, at BKS havde fået dækket dele af sine faste omkostninger ved sin prissætning og lagde i den henseende eksplicit vægt på, at en dominerende virksomhed har en særlig forpligtelse til ikke ved sin adfærd at skade den effektive konkurrence på markedet. Højesterets flertal fandt i øvrigt, at det ikke kunne lægges til grund, at BKS’ adfærd blev opvejet af effektivitetsgevinster til gavn for konkurrencen eller var objektivt nødvendig.
- Højesterets mindretal (1) fandt, at det hverken var godtgjort, at priserne var sat som et led i en plan om at eliminere en konkurrent, eller at priserne reelt var egnede til at eliminere en lige så effektiv konkurrent. Højesterets mindretal stemte dermed for en fuld frifindelse. Højesterets mindretal lagde vægt på, at (i) det efter skønserklæringen ikke var grundlag for at fastslå, at det i lyset af forholdene på markedet var uden økonomisk rationale for BKS at prissætte i intervallet mellem AVC og ATC, (ii) priserne blev tilbudt for perioder, der ikke oversteg den sædvanlige varighed for kontrakter på markedet, (iii) tre af detailkunderne ikke var kunder hos Nokas, (iv) der ikke forelå oplysninger, der understøtter, at de otte detailkunder eller enkelte af dem udgjorde en væsentlig del af markedet, og at (v) Nokas, der ubestridt var mere effektive end BKS, og som havde en betydelig markedsposition overfor detailkunderne, ikke blev elimineret fra markedet.
Højesterets flertal fandt, at BKS’ adfærd havde været et misbrug af dominerende stilling efter en generel misbrugstest, men behandlede ikke AKZO-testen nærmere i sine præmisser, herunder spørgsmålet om elimineringshensigt (som havde været udslagsgivende i Østre Landsret). Højesterets mindretal fandt, at der skulle ske frifindelse efter både AKZO-testen og efter en generel misbrugsbrugstest. Præmisserne fra både Højesterets flertal og mindretal står således i modstrid til Østre Landsret, der konkluderede, at BKS’ prissætning ud fra en “objektiv betragtning alene kunne anses for meningsfuld, hvis den var udslag af BKS’ interesse i at eliminere sine to konkurrenter for efterfølgende at drage fordel af sin monopolstilling til at forhøje sine priser”.
Højesteret konkluderede derved, at BKS havde misbrugt sin dominerende stilling ved i perioden 2014-2016 at have anvendt urimeligt lave priser over for otte detailkunder og herved havde handlet ansvarspådragende over for Nokas. Højesteret stadfæstede på den baggrund Østre Landsrets kendelse på trods af, at begrundelsen delvist var anderledes.
Sagen fortsætter nu som en tabsudmålingssag i Sø- og Handelsretten, hvor de resterende erstatningsbetingelser skal prøves.
Vores bemærkninger
Højesterets kendelse har betydning for dominerende virksomheder, som i perioder prissætter sine varer og/eller tjenesteydelser i prisspændet mellem AVC og ATC, selv når dette er kommercielt begrundet. Det er således ikke nødvendigvis tilstrækkeligt for den dominerende virksomhed at orientere sig imod dens egne omkostninger og sikre sig, at dens prissætning ikke baseres på en plan om at eliminere en konkurrent.
Efter Højesterets kendelse bliver en dominerende virksomhed, der i perioder måtte prissætte i spændet imellem AVC og ATC, således i tillæg hertil nødt til også at sikre sig, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, som kan risikere at betyde, at dens prissætning i øvrigt kan blive anset for egnet til at eliminere en lige så effektiv konkurrent. Det vil efter kendelsen og dens faktuelle kontekst i den henseende at være særligt relevant for den dominerende virksomhed at vurdere, (i) om der er fuld og lige konkurrence om alle kunder på markedet, (ii) hvor meget under ATC der prissættes, (iii) hvor lang en periode prissætningen sker over, (iv) hvor mange kunder der er omfattet af prissætningen, og (v) om prissætningen vedrører strategisk vigtige kunder.
Højesterets kendelse er udtryk for en mere vidtgående test end den AKZO-test, som Retten senest har anlagt i sin dom af 18. september 2024 i sag T-671/19, Qualcomm (predation), og som matcher den, Europa-Kommissionen har lagt op til i sit aktuelle udkast til retningslinjer for anvendelsen af TEUF artikel 102 for så vidt angår virksomheders misbrug af dominerende stilling gennem ekskluderende adfærd.