Efter 15 år i Bygherreforeningen gør den tidligere bæredygtighedschef Graves Simonsen status over den grønne omstilling og opfordrer bygherrerne til at gå forrest og ikke lade kortsigtede økonomiske gevinster overtrumfe den samlede bæredygtighed. Han ser bl.a. en stærkere kobling mellem forskning og praksis som en af vejene derhen samt at geare sig strategisk til at kunne påvirke markedet i en grønnere retning.
Til en afskedsreception i fredags, gav Graves Simonsen officielt stafetten som bæredygtighedschef i Bygherreforeningen videre til Klaus Kellermann. Bygherreforeningens redaktion har haft Graves Simonsen i den varme stol, og han giver her nogle af sine afsluttende perspektiver på den rejse, han har været på i sin tid med særligt bæredygtighedsarbejdet i Bygherreforeningen, og hvor han ser bygherrerne bevæge sig hen i fremtiden.
Hvordan oplevede du, at bevidstheden om bæredygtighed hos landets bygherrer var, dengang du startede i Bygherreforeningen?
Bæredygtighed som begreb fyldte ikke meget i bygherreorganisationerne for 15 år siden, da jeg startede i Bygherreforeningen. Opmærksomheden var især rettet mod energiforbrug og -besparelser på grund af stramninger af kravene i bygningsreglementet. Glemt var de mange forsøgsbyggerier med grønne løsninger fra byfornyelsen i 1990’erne, og der var stadig eftervirkninger fra finanskrisen i 2008. I krisetider tyer man ofte til det, man kender.
På foranledning af Grundejernes Investeringsfond og Realdania, der fra midten af 00’erne havde støttet indsatser, som skulle sætte mere fokus på renovering af bygningsmassen, gik Bygherreforeningen og en række af byggeriets øvrige organisationer i 2011 sammen om at skabe et helt nyt syn på den eksisterende bygningsmasse med initiativet ’Renovering på Dagsordenen’. På en måde blev det starten på det paradigmeskifte, vi ser konturerne af i vores branche i dag, hvor alle seriøse bygherrer – ud fra et bæredygtighedshensyn – gerne vil være med til at bevare, udvikle og fremtidssikre bygningsmassen frem for bevidstløst at rive ned og bygge nyt. Og med et seneste regeringsgrundlag er paradigmeskiftet også blevet rodfæstet politisk.
Internt i foreningen skiftede vores energi- og miljøudvalg samtidigt fokus og navn til Bæredygtighedsudvalget, hvor især miljødelen kom til at fylde mere i udvalgets diskussioner. Vi udgav i 2013 en hvidbog om bæredygtighed, som sammen med fremkomsten af FN’s Verdensmål i 2015 bidrog til at vi som branche fik et grundlag og et fælles sprog at tale om bæredygtighed ud fra, og vi etablerede et workshopforløb for vores medlemmer, hvor vi forsøgte at skabe opmærksomhed om nødvendigheden af at tænke bæredygtighed ind i byggeprojekterne. Sideløbende kom der forskellige initiativer, strategier og planer fra EU, som undervejs blev implementeret i dansk kontekst, og dermed noget, som bygherrerne i stigende grad skulle forhold sig til.
Hvorhenne ser du, at bygherrerne har rykket sig mest?
Udover hvad der drives af lovgivningen og løbende stramninger i bygningsreglementet, som alle skal leve op til, som fx klimakrav og grænseværdier, er det svært at få øje på markante tendenser, der for alvor har rykket bygherrerne på den store klinge frem til nu.
Der er altid ambitiøse bygherrer, som gerne vil gå foran med gode eksempler, men i betragtning af byggeriets samlede aktivitet, sker forandringerne stadig på et lavt niveau. Skal jeg alligevel pege på et par områder, hvor der sker noget nævneværdigt, så må det være ift. renovering og transformation, der som tidligere nævnt er kommet langt mere i fokus, og så genbrug og genanvendelse – eller cirkulær økonomi om man vil, der også er kommet højere op på dagsordenen hos flere af bygherrerne. Det gælder ikke mindst i kommunerne, hvor mange prøver sig frem.
Hvor tror du at det største potentiale for bygherrerne er i forhold til at omstille sig? Hvad er den største barriere?
Det største potentiale for bygherrerne ligger i at geare sig strategisk i forhold til samfundskontrakten og påvirkningen af markedet i den nødvendige grønne omstilling.
Vi plejer at sige, at bygherrerne bygger for brugerne, men bygherrerne har en forpligtelse til at være skarpere på at analysere brugernes konkrete behov og så agere herefter, når alt ikke bare ’kan bygges væk’. Det har vi ikke nok ressourcer på kloden til at kunne. Og det er ikke nok at spørge brugerne. Tager vi bilproducenten Henry Fords gamle citat: ”Hvis jeg havde spurgt mine kunder, hvad de ville have, havde de sagt en hurtigere hest” for pålydende, så lander vi det forkerte sted.
Bygherrerne må stille sig i spidsen i forhold til at finde balancen mellem behov og mulighederne for at opfylde dem med de begrænsninger, det indebærer ift. miljø, ressourcer, klima osv. Disse begrænsninger forsvinder ikke af, at der er god økonomi i samfundet og påvirkningerne ikke altid er prissatte.
Og hvad er så barriererne for at indfri potentialet for den grønne omstilling? De væsentligste barrierer ligger i, at lovgivningen halter bagefter og at der fortsat stilles økonomi og finansiering til rådighed, der gør det muligt at bygge ud fra status quo. Der mangler ganske enkelt de rette incitamenter for bygherrerne til at rykke for alvor. En tilpasning af lovgivningen gør det ens for alle og skærper konkurrencen i markedet inden for de givne vilkår, og skrappere krav eller gunstigere vilkår i forhold til finansieringen kan gøre det mere attraktivt at være en del af omstillingen. Det taler for, at der skal strukturelle forandringer til, før bygherrerne kan indfri potentialerne.
Hvor håber du på at bygherrerne (og branchen) er henne om 10 år?
Det er vanskeligt at forudse, hvor branchen er om 10 år. Men Bygherreforeningens bæredygtighedspolitikker, der sætter retning for, hvad bygherrerne kan gøre strategisk og operationelt, giver i hvert fald et praj herom. Det er afgørende, at bevidstheden om det samfundsansvar, der ligger hos beslutningstagerne i byggeriet ift. at finde den nævnte balance mellem forskellige hensyn, skal rykkes.
Med beslutningskompetencen og kapitalrådigheden følger forpligtelsen til at forvalte vores fælles klima, natur, miljø, ressourcer og skabte samfundsværdier, så der også er noget at bygge videre på for kommende generationer. Og det haster med at få vendt udviklingen, og 10 år er kort tid, når den holdes op mod byggeriets tilblivelsesprocesser.
En sidste ting er, at vi som branche er alt for afkoblet fra forskningen og vice versa. Selvom fri forskning er vigtig for at nå frem til nye idéer, så bør anvendelsesorienteret forskning og innovation fylde langt mere og være mindre fragmenteret.
Det må være muligt at diskutere sig frem til nogle fælles mål og arbejde med disse som afsæt for, hvordan vi former fremtidens strukturer, løsninger og processer for færrest mulige ressourcer og mindst muligt spild. Ikke bare i én første generations forsøg, men gennem flere strukturerede faser af forsøg.
Jeg håber, at ikke mindst bygherrerne har taget den erkendelse til sig og adopteret det som en nødvendig omkostning i den grønne omstilling.
Med det ene ben i døren ud, tilkommer det ikke længere mig at give landets bygherrer konkrete råd om, hvordan de skal drive deres virksomheder eller gennemføre deres omstillingsprocesser, men ud fra mine overvejelser har jeg en forhåbning om, at langsigtede samfundsinteresser får forrang for kortsigtede økonomiske interesser, hvis de samtidigt belaster vores klima og vores klode. Det synes jeg må være et fælles mål.






















