Voldgiftsnævnets kendelse afsagt den 14.april 2025, nr.R-120

1. Indledning

Mellem klager, bygherre BH, …, og indklagede, fagentreprenør FE, …, er der opstået en tvist om udførelse af en entreprise vedrørende udskiftning af tag på en erhvervsejendom beliggende i ….

Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til Regler om forenklet voldgiftsbehandling ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed (VBA-forenklet voldgift 2007) bestående af landsdommeren som eneste voldgiftsdommer.

2. Påstande og delforhandling

BH har nedlagt påstand om, at FE til BH skal betale 124.925 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra indlevering af klageskrift til betaling sker.

FE har påstået frifindelse.

Det er aftalt med parterne, at sagen afgøres på skriftligt grundlag uden afholdelse af mundtlig forhandling, og at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden en fuldstændig gengivelse af parternes anbringender og argumenter, men med angivelse af voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

3.  Sagsfremstilling

Den 19. november 2023 fremsendte FE tilbud til BH. Af mailen fremgår:

»…

Jeg fremsender som aftalt 2 tilbud på udførelse af opgaven.

Såfremt den eksisterende bølgeeternit er monteret før 1984 kan den indeholde asbest og vi skal derfor tage forholdsregler ved nedtagning.

…«

Tilbud 1 angik et nyt tag med bølgeeternit til en pris på 148.500 kr. ekskl. moms.

Tilbud 2 angik et nyt tag med tagpap til en pris på 303.500 kr. ekskl. moms.

Det fremgår endvidere:

»Nedenstående arbejdsopgaver er indeholdt i tilbud 1 og 2.

Tilbud 1. Nyt tag. Bølgeeternit.

  • Stilladser og afdækning
  • Demontering af eksisterende bølgeeternit
  • Bortskaffelse af eksisterende bølgeeternit
  • Demontering af lægter
  • Bortskaffelse af lægter
  • Levering af spærtræ til lasker
  • Opretning af spær med lasker på siden
  • Levering og montering af T1 taglægter
  • Udveksling for velux 2 steder hvor loft går til kip
  • Montering af 6 stk. velux vinduer
  • Lægning af nye tagsten på den vestlige og nordlige brandkarm
  • Levering og montering af B6 bølgeeternit inkl. Afslutninger og ventilation
  • Bortskaffelse af alt affald
  • Slutoprydning
  • Mangelfri aflevering til bygherre

Tilbud 2. Nyt tag. Tagpap

  • Stilladser og afdækninger
  • Demontering af eksisterende bølgeeternit
  • Bortskaffelse af eksisterende bølgeeternit
  • Demontering af lægter
  • Bortskaffelse af lægter
  • Levering af spærtræ til lasker
  • Opretning af spær med lasker på siden
  • Levering og montering af 22 mm tagkrydsfiner
  • Udveksling for velux 2 steder hvor loft går til kip
  • Montering af 6 stk. velux vinduer
  • Lægning af nye tagsten på den vestlige og nordlige brandkarm
  • Levering og montering af 2 lag tagpap med trekantlister pr. 70 cm
  • Udførelse af afslutninger og ventilation
  • Bortskaffelse af alt affald
  • Slutoprydning
  • Mangelfri aflevering til bygherre

Forudsætninger for prisoverslaget

  • AB forenklet er gældende som aftalegrundlag mellem bygherre og FE
  • …«

Der er fremlagt sms-korrespondance af 3. marts 2024. Af sms fra FE til BH fremgår:

»Hej …. Har sendt mail med rev. Tilbud. Kan vi mødes derude i morgen tidlig? Så sætter jeg tegninger i gang mens du er på ferie. Go Søndag. …«

Ved mail af 8. marts 2024 fremsendte FE på ny tilbud. Af mailen fremgår bl.a.:

»…

Hermed tilrettet tilbud, dateret d.d.

Vil du bekræfte tilbuddet så får jeg udført arbejdstegninger og bestilt materialer til opstart ultimo april 2024.

…«

Det tilrettede tilbud angår levering af et nyt tag med bølgeeternit til en pris på 130.000 kr. ekskl. moms, svarende til162.500 kr. inkl. moms.

Af tilbuddet fremgår:

»Nedenstående arbejdsopgaver er indeholdt i tilbud 1

Tilbud 1. Nyt tag. Bølgeeternit.

Stilladser og afdækning

Demontering af eksisterende bølgeeternit

Demontering af lægter

Levering af spærtræ til lasker

Opretning af spær med lasker på siden.

Levering og montering af T1 taglægter

Udveksling for velux 2 steder hvor loft går til kip

Montering af 2 stk. velux vinduer

Lægning af nye tagsten på den vestlige og nordlige brandkarm

Levering og montering af B7 bølgeeternit inkl. Afslutninger og ventilation

Levering af formstykke og wakaflex for afslutninger

Slutoprydning

Mangelfri aflevering til bygherre

Forudsætninger for prisoverslaget

AB forenklet er gældende som aftalegrundlag mellem bygherre og FE

FE udfører en arbejdstegning over projektet i samarbejde med Teknisk afdeling fra Cembrit. Dette udarbejdes vedendelig accept fra bygherre Affald lægges i en pæn bunke og bortskaffes af bygherre.

…«

Af mail af 20. marts 2024 fra FE til BH fremgår:

»…

Jeg er desværre nødsaget til at takke nej til tagopgaven, grundet udfordringer med bemandingen.

Jeg håber du finder en anden entreprenør til opgaven og får udført et flot tag.

…«.

I mail af 21. marts 2024 fastholdt BH kontrakten. Det fremgår bl.a.:

»Dit tilbud af 1. marts 2024 blev i mail af 8. marts aftalt til udførelse i ugen efter påske. Tilbuddet blev i mails af samme dag accepteret«.

FE svarede samme dag:

»Jeg er noget uforstående overfor din mail.

Det er ikke muligt at udføre opgaven grundet manglende bemanding. Dette er fremsendt rettidigt til at bygherre kan finde en anden entreprenør til opgaven.

Samtlige krav fra bygherre afvises i dens helhed«

Ved mail af 22. marts 2024 fastholdt BH på ny kontrakten og anførte bl.a., at FE var frit stillet til at antage en egnet underentreprenør.

I perioden fra 24. marts 2024 og frem korresponderede parterne. FE skrev bl.a., at »jeg må se hvad jeg kan gøre mht. opstart af entreprisen«. I den forbindelse anførte FE, at virksomheden gerne ville have fremsendt tegninger og statisk dokumentation samt dokumentation for, at der ikke var asbest i det eksisterende tag.

I mail af 29. april 2024 gav BH frist til FE til senest dagen efter at opstarte arbejdet. BH tog samtidig forbehold for at hæve kontrakten og kræve erstatning, hvis entreprisen ikke blev opstartet.

Entreprisen blev ikke påbegyndt, og den 15. maj 2024 ophævede BH kontrakten over for FE og krævede erstatning.

Klagers påstand er opgjort med udgangspunkt i differencen mellem et tilbud på dækningskøb fra selskabet A på 247.425 kr. inkl. moms med fradrag af FE’s tilbud på 162.500 kr. inkl. moms. Hertil kommer udgifter til advokatbistand med 25.000 kr. inkl. moms og lejetab for 1 måned, der er medtaget med 15.000 kr. som et anslået beløb. Det samlede krav er herefter opgjort til 124.925 kr.

4.Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

Aftalegrundlaget

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at parterne har indgået en bindende entrepriseaftale på grundlag af tilbud fremsendt af FE ved mail af 8. marts 2024. Tilbuddet indeholder en oplistning af ydelser, som indgår i leverancen af et nyt bølgeeternittag.

BH har efter voldgiftsrettens vurdering ikke løftet bevisbyrden for, at arbejde med asbest er omfattet af kontrakten med FE.

Voldgiftsretten har lagt vægt på, at arbejde med asbest ikke fremgår klart af tilbuddet fra FE. I modsætning hertil er arbejde med asbest udtrykkeligt medtaget i tilbuddet fra selskabet A vedrørende BH’s dækningskøb.

Det forhold, at arbejde med asbest er omtalt i mailkorrespondancen fra november året før, medfører eftervoldgiftsrettens vurdering ikke, at et sådant arbejde kan anses for omfattet af kontrakten. Omtalen af asbest måsåledes efter voldgiftsrettens opfattelse anses som et forbehold for, at der i givet fald ville blive tale om yderligere omkostninger for BH.

Ophævelse af entreprisekontrakten

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at parterne aftalte, at arbejdet skulle startes i begyndelsen af april 2024, og at parterne forventede, at det ville tage ca. 3 uger.

Arbejdet blev imidlertid ikke påbegyndt af FE.

Der er ikke grundlag for at antage, at BH var forpligtet til at fremsende bl.a. tegninger og statisk dokumentation.

Udfordringer med bemanding er endvidere efter voldgiftsrettens vurdering ikke et forhold, der med rette kunne begrunde opsigelse eller ophævelse af kontrakten fra FE’s side.

Det er på denne baggrund voldgiftsrettens vurdering, at FE ikke har løftet bevisbyrden for, at FE havde ret til tidsfristforlængelse eller ret til at opsige eller ophæve kontrakten, jf. VBA-forenklet voldgift 2007 §§ 31-32 og § 48.

BH har på denne baggrund med rette efter påkrav ophævet kontrakten som følge af væsentlig ansvarspådragende forsinkelse fra FE’s side med hensyn til arbejdets udførelse, jf. VBA-forenklet voldgift 2007 § 47.

Erstatning

Der skal ved fastsættelsen af erstatningen tages højde for, at arbejder med asbest ikke kan anses for indeholdt i kontrakten mellem BH og FE.

Voldgiftsretten finder endvidere efter bevisførelsen, at størrelsen af lejetabet er forbundet med usikkerhed. Lejetabet må derfor indgå med et mindre skønsmæssigt beløb end påstået.

Endvidere findes FE ikke at være forpligtet til at erstatte BH’s udgifter til advokatbistand i videre omfang end anført nedenfor.

Voldgiftsretten fastsætter på denne baggrund og efter en samlet vurdering skønsmæssigt den erstatning, som FE er forpligtet til at betale, til i alt 70.000 kr.

Advokatomkostninger mv.

Parterne har hver især for en del tabt og for en del vundet sagen, og voldgiftsretten pålægger under hensyn til sagens udfald, omfang og forløb FE at betale 20.000 kr. til BH i delvise sagsomkostninger. Beløbet er til delvis dækning af udgifter til advokatbistand.

Der er ved fastsættelsen taget hensyn til, at BH er momsregistreret. Der er endvidere taget hensyn til, at sagen er afgjort på skriftligt grundlag uden afholdelse af hovedforhandling.

Under hensyn til sagens udfald skal BH betale ⅓ og FE ⅔ af de omkostninger, der har været forbundet med Voldgiftsnævnets behandling af sagen, herunder honoraret til voldgiftsretten.

Thi bestemmes

Indklagede, FE, skal til klager, BH, betale 70.000 kr. med procesrente fra den 18. juli 2024.

I delvise sagsomkostninger skal indklagede til klager betale 20.000 kr.

Klager betaler ⅓ og indklagede betaler ⅔ af de omkostninger, der har været forbundet med Voldgiftsnævnets behandling af sagen, herunder honoraret til voldgiftsretten, efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

….