I månedens bygherreportræt kan du møde Lone Edelbo, der har arbejdet som bygherre det meste af sin karriere – både i Københavns Lufthavne og i dag i Energinet Gastransmission. Her arbejder hun med kritisk infrastruktur og står centralt i udviklingen af fremtidens energisystemer, herunder etableringen af Danmarks første brintinfrastruktur.
Hvad er din baggrund som bygherre?
Jeg har arbejdet som bygherre det meste af min karriere. Først i Københavns Lufthavne, hvor jeg havde ansvaret for den langsigtede strategiske planlægning af lufthavnens udbygning, investeringsplanen og alle projekter fra idé og udvikling til eksekvering.
I dag arbejder jeg i Energinet Gastransmission, hvor jeg har ansvaret for at drive og udvikle infrastrukturen til transport af naturgas og biogas i Danmark og i transit gennem Danmark og videre til Polen, Tyskland og Sverige. Omdrejningspunktet i mit arbejde har derfor gennem mange år været kritisk infrastruktur.
Hvad optager dig mest i dit arbejde lige nu?
Noget af det, der optager mig allermest lige nu, er, at vi i Energinet skal til at etablere ny infrastruktur til transport af brint. Det er en ny energiform i Danmark, som blandt andet skal bruges til brintproduktion herhjemme og eksporteres videre til Tyskland gennem infrastrukturen.
Mit fokus er både på det organisatoriske og det tekniske. Vi skal etablere brintinfrastrukturen til tiden, men også sikre driften af infrastrukturen, når den er etableret. Det er et megaprojekt for Energinet, da det er nyt i Danmark at transportere brint gennem rør, og der er ikke meget erfaring i verden med at etablere rørbundet brintinfrastruktur, der skal driftes under så højt tryk. Projektet er den første del af et brint-backbone – som vi kalder 7-tallet, fordi den konkrete rørstrækning ligner et syvtal fra Esbjerg til Veerst/Egtved og ned til den tyske grænse ved Frøslev, hvor det kobles til den europæiske infrastruktur og på sigt kan udbygges.
“Vi er i gang med at etablere Danmarks første rørbaserede brintinfrastruktur, som skal forbinde produktion i Danmark med forbrugere i Tyskland.”
Målet er, at vi kan transportere den første brint i slutningen af 2030. Der er mange politiske aftaler og markedsmæssige forhold, der skal falde på plads, men som bygherre er mit ansvar, at infrastrukturen er klar, når behovet er der.
Hvad er din største udfordring lige nu?
En af udfordringerne lige nu hænger sammen med den grønne omstilling og den stigende produktion af biogas – eller biometan. Når biogassen ikke kan forbruges lokalt i det område, hvor den bliver produceret, skal den forbruges et andet sted. Det betyder, at den skal føres tilbage til transmissionsnettet, og det sker via etablering af særlige tilbageførelsesanlæg, der forbinder de små lokale net med Energinets transmissionsnet.
Vi har en del af den type projekter i pipeline, fordi der bliver produceret mere biogas. Udfordringen er, at behovene ændrer sig løbende. Projekterne har en vis gennemløbstid, men samtidig kan forbruget variere over året og geografisk, hvilket betyder, at behovet for kapacitet flytter sig.
Det skaber et dilemma mellem på den ene side at bygge optimalt og effektivt og på den anden side at kunne tilpasse sig behov, der ændrer sig over tid. Det udfordrer projektplanlægningen og stiller krav til, hvordan vi tilrettelægger og udbyder vores projekter.
Hvad er du mest stolt af at have opnået det seneste år?
Jeg startede i Energinet i 2025 og har været her i godt et år. Hvis jeg tænker i min rolle som bygherre, er det især vores tilgang til bygherrerollen, jeg er stolt af. I forbindelse med brintprojektet har vi stået med en anden type projekt, end dem vi hidtil har arbejdet med i Energinet Gastransmission. Derfor har vi valgt at gentænke den måde, vi udbyder projekterne på og får en EPCM-leverandør med ombord i stedet for mere traditionelle entrepriseformer.
Arbejdet med udbuddet har været en meget intensiv proces, som er blevet løftet af et team på tværs af organisationen. Det har været et samarbejde mellem indkøbsafdelingen, den juridiske afdeling og os i bygherreorganisationen, hvor vi sammen har skullet finde ud af, hvordan projektet bedst kunne skrues sammen.
Det har blandt andet handlet om at få stillet de rigtige krav og formuleret dem på den rigtige måde, tage stilling til snitflader, ansvar og risici, når det er en ny måde at arbejde på. Det er blevet vendt i en fælles proces, som har krævet meget tydelig ledelse for at nå i mål på en meget presset tidsplan, fordi målet er at kunne transportere brint i slutningen af 2030. At vi på få måneder er lykkedes med at få udarbejdet et solidt udbudsmateriale, som giver byderne mulighed for at levere ordentlig kvalitet og har gjort os klar til at gå i gang med designet, er jeg oprigtigt stolt af.
“Det er netop den fælles indsats og det samarbejde på tværs, der gør, at resultatet er noget, alle involverede kan være stolte af – og som også gør mig stolt i min rolle som bygherre,” afslutter Lone.






















