Stigende byggeomkostninger og høje grundpriser har gennem en årrække gjort det svært at opføre almene boliger – særligt i de større byer. En ny politisk aftale skal styrke mulighederne for at gennemføre almene boligprojekter og forventes at sikre op mod 25.000 betalbare boliger over en tiårig periode. Vi ser nærmere på nogle af de konkrete initiativer.

Maksimumbeløbet for almene boliger

Et af de grundlæggende formål med almene boliger er at sikre, at alle med behov har adgang til en bolig til en rimelig husleje. For at understøtte dette princip er der indført det såkaldte maksimumbeløb

For at få tilsagn til at opføre almene boliger er det en grundlæggende betingelse, at den endeligt godkendte anskaffelsessum ikke overstiger maksimumbeløbet. Maksimumbeløbet fastsættes pr. bolig og pr. kvadratmeter boligareal (afhængigt af boligtype) og varierer fra kommune til kommune. Hvis anskaffelsessummen for byggeriet overstiger maksimumbeløbet, kan der som udgangspunkt ikke gives tilsagn – og boligerne kan dermed ikke opføres. Hensynet bag maksimumbeløbet er at bevare en lav husleje og udgør altså den øvre økonomiske grænse for, hvad kommunen kan godkende.

Maksimumbeløbet er hidtil blevet reguleret én gang årligt den 1. januar med udgangspunkt i stigninger i nettoprisindeks og lønindeks. Over de seneste år har stigende byggepriser, høje grundpriser og skærpede klimakrav imidlertid overhalet indeksreguleringen af maksimumbeløbet. Maksimumbeløbet er således blevet en reel hindring for etablering af nye almene boliger, og mange almene byggeprojekter har været så udfordrede, at projekterne er blevet udsat eller helt opgivet. 

Ny politisk aftale skal styrke rammerne for alment boligbyggeri

Fra politisk side har man flere gange forsøgt at løse udfordringerne og sikre kontinuerlig etablering af nye almene boliger. Denne aftale, der blev indgået den 17. december 2025, er det seneste skud på stammen, og indeholder bl.a. to konkrete initiativer: 

Initiativ 1: Forhøjelse af maksimumbeløbet og kvartalsvis regulering

Som led i den almindelige indeksregulering, reguleres maksimumbeløbet pr. 1. januar 2026 med 2,88 pct. Hertil hæves maksimumbeløbet i hele landet med 1 pct. som kompensation for skærpede klimakrav. Maksimumbeløbet hæves dermed med i alt 3,88 pct. med virkning fra 1. kvartal 2026.  

Dertil er det besluttet, at indeksregulering ikke længere skal ske én gang årligt, men én gang i kvartalet. Hensigten er, at maksimumbeløbet løbende følger markeds- og prisudviklingen, og at forsinket regulering ikke må være årsag til, at almene projekter ikke kan realiseres. 

Initiativ 2: Midlertidig højprisordning i hovedstadsområdet og Aarhus Kommune

Høje handelspriser på boliger samt høje grund- og byggeomkostninger udfordrer særligt etableringen af almene boliger i større byer. Til at imødegå denne udfordring, indføres en midlertidig højprisordning i hovedstadsområdet og Aarhus Kommune. Ordningen giver mulighed for at hæve maksimumbeløbet med op til 20 pct. i en 10-årig periode. 

For lejere i de berørte projekter kan ordningen betyde en mindre stigning i huslejen, da de første 10 pct. af forhøjelsen finansieres efter de gældende regler for alment nybyggeri. De resterende 10 pct. dækkes af et forhøjet kommunalt grundkapitallån, som ikke påvirker huslejeniveauet. Med højprisordningen gives der mulighed for at opføre dyrere byggerier i områder med stort behov og samtidig bibeholde en nogenlunde rimelig husleje. Dette ses som den bedre løsning, da alternativet er, at en række almene boligprojekter slet ikke vil blive opført og efterlade et udækket behov. 

Ordningen er frivillig, men i lyset af det stigende behov for betalbare boliger i storbyerne – og de muligheder, højprisordningen giver – er det vores forventning, at kommunerne i høj grad vil benytte sig af ordningen.

Højprisordningen skal formelt vedtages i Folketinget, og lovgrundlaget forventes at blive fremsat i foråret 2026.  

Vores rådgivning 

Initiativerne viser et klart politisk ønske om at fremtidssikre og udvikle den almene sektor. Hvis du har brug for en uforpligtende drøftelse angående etablering af almene boliger og/eller andre forhold inden for den almene sektor, er du meget velkommen til at række ud til vores specialister.