Byggeri kommer til at spille en afgørende rolle for indfrielsen af den nye firkløverregerings politiske ambitioner, hvad enten det handler om at skabe et udvidet boligmarked, øget mobilitet og sikkerhed eller klimasikring. Som beslutningstagere i byggeriet bliver bygherrerne en afgørende samarbejdspartner for politikerne i den kommende regeringsperiode. Bygherreforeningen går derfor aktivt i dialog med både politiske ordførere og ministre for at skabe et godt afsæt.

Regeringsgrundlaget indeholder mange visioner, udfordringer og opgaver, hvor byggebranchen kan bidrage med vigtige løsninger. Byggeri og boligområdet er typisk ikke et centralt emne ved regeringsdannelser i Danmark, og det er derfor opsigtsvækkende, at ordet ”bolig” optræder hele 90 gange i det nye regeringsgrundlag. 

Samfundsmæssige udfordringer 

Dette skyldes formentlig en erkendelse af, at byggeri i bred forstand skal bidrage til at løse en række store samfundsmæssige udfordringer, der er beskrevet i regeringsgrundlaget. Herunder mobilitet og transport, velovervejede arealanvendelser og beskyttelse af biodiversitet, afbødning af klimaforandringer, herunder CO2-reduktion, opbygning af sikkerhed og resiliens i bygningsmassen, tilvejebringelse af betalingsvenlige boliger samt sikring af tilstrækkelige råstoffer til byggeriet i fremtiden. 

Vi tager i Bygherreforeningen som udgangspunkt ikke konkret stilling til, hvor mange af forskellige typer boliger, der skal bygges i fx København, eller hvordan prisstrukturer på boligmarkedet bør udformes eller reguleres.  

Vores tilgang til regler, lovgivning og markedsudvikling inden for byggeriet handler primært om at skabe rammer, så byggebranchen kan levere mest mulig værdi til samfundet. Her tror jeg, vi som forening kommer til at spille en yderst vigtig rolle i den nye regeringsperiode. 

Behov for gode rammer og regler  

Bygherrerne har som beslutningstagere og investorer en central rolle i at løfte disse store samfundsrelaterede opgaver, hvad enten det handler om at bygge nyt, renovere mere eller udvikle et stærkere, mere robust og mere bæredygtigt samfund. Men hvis rollen skal løftes og ambitionerne indfries, kræver det at rammebetingelser og incitamenter føles ad, og at udviklingen sker på et bæredygtigt grundlag, der også sikrer, at der i nødvendigt omfang også kan bygges i fremtiden. Det er som sådan også dét, vi læser ud af regeringsgrundlaget, at der er bred politisk opbakning til. 

Netop nu deltager vi aktivt i det vigtige arbejde med at revidere bygningsreglementet, så branchen kan udvikle sig i en mere bæredygtig retning. Derudover indgår vi i en række samarbejder på tværs af branchen og med embedsværket. Det arbejde fortsætter vi, ligesom vi går aktivt ind i en række andre områder, fx skærpede klimakrav, sikkerhed på byggepladser, jordhåndtering og nye regler om biodiversitet.


Del af løsningen
 

Det er også med det afsæt, at Bygherreforeningen går i tæt dialog og samarbejde med lovgivere, planlæggere, borgere og brugere – og ikke mindst vores medlemmer. Mange af de udfordringer, vi sammen skal løse de kommende år, kan ikke klares løses uden Bygherreforeningens medlemmer.  

Alene investeringsvolumen i denne aktørkreds går os til en relevant samarbejdspartner. Men også det faktum, at bygherrerne sætter retningen og definere ambitionerne i de mange byggeprojekter rundt om i landet, gør vores indsats relevant og vigtig. 

I sidste uge skrev vi breve og inviterede os selv til kaffe hos en række ministre i den nye regering med henblik på at etablere et godt samarbejde.  

Dialog med mange ministre 

Byggeri er en sektor, der går på tværs af mange andre sektorer og dermed ministerier. Derfor er det relevant at række ud til flere ministre samtidig. 

Vi har naturligvis et naturligt sammenfald med den nye børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) på byggeri og boliger samt den nye by-, land- og transportminister Signe Munk på planlægnings-, anlægs- og mobilitetsområdet. Men vi har også mange berøringsflader med den nye klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa, som bl.a. har ambitioner inden for energi, affald og miljø, samt miljøminister Maria Reumert Gjerding, som bl.a. står i spidsen for råstoffer, ressourcepolitik, overordnet cirkulær økonomi og jordhåndtering. Desuden er erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard en relevant samtalepartner, når det handler om erhvervsudvikling og udbudsvilkår, mens minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen er vigtig i forhold til at skabe et mere robust og sikkert samfund. Blot for at nævne de mest centrale ministrer. 

Det bliver forhåbentlig til mange kopper kaffe og dialoger, der sætter bygherrerne i det fokus, I fortjener! 

God sommer til alle medlemmer og gode samarbejdspartnere.

 

Spændende uddannelser og arrangementer på vej i Bygherreforeningen: 

Bygherrernes Lederuddannelse: Uddannelsen tager udgangspunkt i din særlige rolle som leder af en bygherreorganisation og klæder dig på til at blive en strategisk sparringspart, der kan rådgive din organisations direktion, bestyrelse eller politikere om værdiskabende investeringer i samfundets fysiske rammer. Start 10. september 2026. 

 

Seminar: Biodiversitet i bygge- og anlægsprojekter
På dette seminar bliver du introduceret til, hvordan du får indtænkt biodiversitet fra start, herunder defineret en baseline, og hvilke udfordringer og faldgruber man som byg- og anlægsherre skal være opmærksom på, både når vi taler on-site og off-site. Det afholdes den 17. september 2026.

 

Konference: Sådan kan Acceleratorfonden sætte yderligere tempo i den grønne omstilling (Aarhus) 

Kan byggeriet skabe en Acceleratorfonden, der understøtter implementeringen og anvendelsen af nye bæredygtige byggematerialer?  Og hvad kunne det at betyde for den danske byggebranche? Hør, hvordan fonden skal understøtte og accelerere innovation og bæredygtighed og blive til branchen fælles udviklingsrum. Det er den 8. september 2026.