Folkelig modstand spænder ben for mere byggeri

Særligt den kommunale valgkampagne i København har handlet om boliger, og kandidaterne har fremsat forskellige kreative forslag til, hvordan der kan skabes flere betalbare boliger i hovedstaden.  

Men opgaven er ikke så nem, som den lyder. Folkelig modstand og generelle forventninger til byens udseende og udvikling spænder ofte ben for de politiske ønsker, fortæller Martin Vinæs Larsen fra Aarhus Universitet, som har forsket i modstand mod byggeri. 

”Det handler om, at mange godt kan lide det kvarter, de er en del af, og generelt er nervøse for, at det ændrer karakter markant. Jo længere tid man har boet et sted, jo kraftigere er modstanden,” forklarer han. 

Politikernes dilemma er, at der er mange flere mennesker, som gerne vil bo i København, end for 30 år siden. 

”Vi har som samfund flere højtuddannede mennesker, som samles omkring et mere specialiseret arbejdsmarked i de store byer. Byer som Aarhus og København er løbende blevet gjort mere attraktive, hvilket gør, at folk har lyst til at blive boende. Hvor man tidligere flyttede til forstaden, fordi man ikke ønskede at bo i den nedslidte by, er udviklingen vendt. I dag flytter folk primært til forstaden, fordi de ikke har mulighed for at blive boende i byen,” fortæller Martin Vinæs Larsen. 

Han pointerer, at København som vækstcenter desuden er en magnet for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, hvilket blot skubber yderligere til boligpriserne.  

Politikerne vil gerne håndtere denne vækstudvikling, fordi den ender med at presse mellemindkomstgrupper ud af byen. En udvikling, som også kendetegner andre europæiske storbyer. Men det er utrolig svært, forklarer Martin Vinæs.  

Han ser tre tilgange:

”Man kan vælge ikke at gøre noget. Det er jo i virkeligheden også et aktivt valg, som betyder, at flere vil flytte til forstaden og sandsynligvis bruge mere tid på transport, eller alternativt bosætte sig et helt andet sted og vælge et dårligere job end det, der findes i byen.”  

Den anden model er at bygge mere og dermed øge udbuddet, fortæller forskeren. ”I det omfang det imødekommer efterspørgslen, vil det jo have indflydelse på priserne.”  

Den tredje og sidste model er at søge at regulere sig ud af problemerne, for eksempel med øremærkede boliger til særlige befolkningsgrupper eller boliger til en særlig lav pris. Det skaber ventelister og kø-udfordringer, men det modarbejder naturligvis en skæv social befolkningssammensætning. 

Generelt mener den jyske forsker, at København, i modsætning til Aarhus, har haft svært ved radikalt at tage fat på at øge udbuddet af boliger. 

”Der er ikke voldsom appetit på aktivt at forandre København, og de nye udviklingsprojekter er ofte steder, hvor der ikke bor nogen i forvejen, og fx hvor der bygges meget højt.”  

Han nævner, at en af de nemmeste og mest oplagte ændringer ville være at udvikle en bydel som Vanløse. Bydelen består af villaer og kunne sagtens rumme langt flere mennesker, foruden at der er en god infrastruktur.  

Men det gør man ikke, fordi modstanden sandsynligvis bliver alt for stor, selvom villaejerne sikkert kunne gøre en god forretning. På den måde er det utrolig svært at lave om på byen.  

”Det er jo ret interessant, når vi taler om fx klima og bæredygtighed, hvor vi generelt er på jagt efter forbrugsmønstre, hvor man forbruger mindre. Omkring København har vi faktisk en masse, som gerne vil bo tæt i byen, ofte på færre kvadratmeter. Det er mere bæredygtigt og udleder mindre CO2 end at bo og bygge i forstaden, hvor der ofte er flere kvadratmeter og mere transport.”  

Det, København rent faktisk forsøger at gøre, er at være kreativ og bygge steder ude i vandet eller steder, hvor der ikke bor nogen i forvejen. Fx Nordhavn eller Lynetteholmen.  

Det giver flere frihedsgrader. Det samme er sket i Aarhus Ø, hvor der virkelig er bygget højt, og hvor politikerne har været visionære i forhold til at skabe flere boliger på et sted, hvor der ikke allerede er eksisterende byggeri.